regering kan lære meget af Tysklands nu forhenværende landstræner Jürgen Klinsmann. Det lykkedes Klinsmann at banke et skrøbeligt tysk landshold helt frem til VM-rundens 3. plads på en enkel opskrift: Kun gennem offensivt spil, hvor tyskerne vovede noget, kunne man gøre sig håb om at nå det umulige. Det var lige ved at lykkes. Den sympatiske Klinsmann driver forretning i Californien. Hans metoder er hentet fra amerikansk management. Hans drivkraft er ukuelig optimisme. kender ikke meget til californisk ledelsesteori. Hun er forsigtigheden selv. Og team spirit er ikke denne regerings fremmeste dyd. Enkelte af hendes ministre udviser det fornødne mod - det gælder i særlig grad den socialdemokratiske finansminister Peer Steinbrück, der har saneret landets økonomi på rekordtid. Men på kort sigt kvitterer hverken meningsmålingerne eller aviser for de store resultater, den borgerlig-socialdemokratiske regering rent faktisk har opnået. Hvis ikke såvel Danmark som det øvrige Europa var stærkt afhængig af udviklingen og fremdriften i Tyskland, kunne vi selvfølgelig tage det med et skuldertræk. Men Tyskland er Europas ledernation såvel politisk som økonomisk. I alt fald i øjeblikket, hvor de øvrige store lande er opslugt af deres egne problemer med svage og udtjente ledere. er, at selv hvis, eller rettere, især hvis regeringen i Berlin udviser det mod, som Klinsmann har vist landet vejen til, så kvæles det i fødslen af et føderalt system. De 16 delstaters ministerpræsidenter rager magt til sig uden at udvise det fornødne ansvar på Forbundsrepublikkens vegne. Eklatant skete det, da forbundsregeringen tog sig mod til at gennemføre en reform af den offentlige sygeforsikring i retning af den skandinaviske, skattefinansierede model. Men i sidste minut svigtede modet delstaternes ministerpræsidenter. De turde ikke betale prisen i form af forhøjet skat. Resultatet er blevet en katastrofe, der har medvirket stærkt til at svække Merkel og hendes ministre og friholde delstaternes småfyrster for folkets murren. En komplet skandale. Foreløbig betyder det, at Merkel må koncentrere sig om det eneste område, hvor ministerpræsidenterne ikke har magt til at genere hende, nemlig udenrigspolitikken. Den henter man sjældent stemmer på hjemme. Men ude i Europa vil hendes indsats være tiltrængt, når Tyskland overtager EU-formandskabet 1. januar 2007.