I DE SENESTE uger har USA's præsident givet udtryk for, at han gerne vil lukke fangelejren på den amerikanske Guantánamobase i Cuba. Men formuleringerne har været meget vage, og præsidenten har stillet en række betingelser trods massive krav om lukning af lejren fra USA's egne allierede, menneskeretsorganisationer og store dele af den amerikanske offentlighed. Nu har Bush muligheden for at »lægge Guantánamo bag sig«, som han tidligere har formuleret det. Torsdag fastslog den amerikanske højesteret nemlig, at planerne om at stille fangerne for en særlig militærdomstol er et brud på international ret. Fangerne har ret til en proces ved domstole, hvor deres advokater har en reel mulighed for at forsvare dem, og hvor almindeligt anerkendte retsprincipper er gældende. Højesteret giver hermed kritikerne i og uden for USA ret i, at de særlige domstole for Guantánamofangerne er ulovlige. Højesteretsdommerne kræver ikke, at fangerne bliver løsladt, eller at basen bliver lukket. Men stort set samtlige kommentatorer og juridiske eksperter i og uden for USA har efter højesterets afgørelse konkluderet, at dommerne reelt ønsker fangelejren lukket. Tilsvarende kræver de, at kommende retssager mod de terrormistænkte bliver gennemført i overensstemmelse med internationale regler og retspraksis i demokratier som det amerikanske. DET opløftende, at en af det amerikanske demokratis vigtigste institutioner sætter tingene på plads. Endnu mere glædeligt vil det være, hvis præsidenten følger dommernes linje op ved at lukke lejren og sikre fangerne en behandling, der er et stort demokrati værdigt. Det skal vel at mærke ske hurtigt. Guantánamo har i alt for lang tid været en hån mod den internationale retsorden og retsfølelse. Behandlingen af fangerne har været umenneskelig, og det er også i USA's egen interesse, at det sorte kapitel under navnet Guantánamo nu bliver lukket. For Guantánamo er en af forklaringerne på de antiamerikanske holdninger, der fra Berlin til Karachi breder sig og vokser i styrke over hele verden. Også derfor skal præsidenten handle nu. Skandalen har varet længe nok.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.