Madpakkernes virkelighed kan måske synes langt væk i disse uger, hvor sommerferien er på sit højeste. Og det er ikke, fordi vi ønsker at ødelægge sommerferien for nogen, men madpakkerne melder sig jo igen til august. På lidt længere sigt synes der dog at være håb for madpakketrætte forældre og børn. Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) har netop fremlagt en embedsmandsrapport, der lægger op til, at staten langt mere aktivt og med favorable låneordninger giver kommunerne bedre mulighed for at indføre madordninger i børneinstitutioner og skoler. Det er positivt, at regeringen gør noget, ligesom en række kommuner uden statens hjælp er gået i gang med skolemadsordninger, men eftersom Danmark er så håbløst bagud på dette område sammenlignet med vores nabolande og andre europæiske lande, er der ingen tid at spilde, og en femårig horisont er som følge deraf uspiselig. Man må derfor håbe, at oppositionen kommer igennem med sine krav om at sætte ambitionsniveauet i vejret og om at gøre skolemaden til et frit gode på linje med undervisningen. Og hvorfor ikke gøre måltidet til en slags hjemkundskab mellem 12 og 13? Ambitionsniveauet - både det politiske og økonomiske - er afgørende, for skolemad er ikke per definition hverken sund eller appetitlig. I Storbritannien har man en lang tradition for at servere varm mad for børnene, men når den varme mad består af fiskefingre og pommes frites, er børnene bedre tjent uden. Selv den energiske og populære engelske tv-kok Jamie Oliver var tæt på at opgive, da han kastede sig ud i at forbedre kvaliteten og sundheden af den engelske skolemad. Alt for stramme budgetter og børnenes indædte modvilje og fremmedhed over for grøntsager afslørede både problemets og opgavens omfang. Fra undersøgelser af danske børn ved vi, at tingenes tilstand er alvorlig. Fedme er et stigende problem hos børn, ligesom gammelmandssukkersyge blandt unge også er det. Derfor skal der mere til end ildsjæle og enkeltkommuner, der tager sund skolemad alvorligt. En bevidst og fælles politisk målsætning er nødvendig. Den har ministeren kun til dels leveret. Vi vil have appetitten tilbage og et madpakkefrit samfund nu.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.