Inderst inde ved vi det kun alt for godt. At selv om vi er et af verdens rigeste lande, og økonomien buldrer og brager af sted, bliver de ældre ikke behandlet ordentligt. Et grelt eksempel er den overmedicinering, som tusinder af ældre hver eneste dag udsættes for på plejehjemmene. En tankeløs praksis, der årligt koster flere hundrede livet og reducerer mange andre pensionisters livskvalitet til det rene ingenting. Årsagen til problemet er lige så enkel, som den er symptomatisk for ældreplejen. Det er lettere og kræver en mindre arbejdsindsats bare at give de ældre en masse medicin. Erfaringerne fra Århus, der har taget problemet med ældres overmedicinering alvorligt igennem mange år, viser, at det med lidt omtanke og viden er muligt at nedbringe de ældres medicinalforbrug markant og samtidig forbedre deres livsglæde. I første række skal problemet med overmedicinering naturligvis løses af det offentlige. Det er staten og kommunerne, der skal sikre, at de ældre bliver behandlet ordentligt, får den medicin, de har behov for, men uden at de bliver kvalt i unødvendige og skadelige piller. Er der ikke tilstrækkeligt med ressourcer til det i dag, bør der hurtigst muligt rettes op på det. At man I dagens Danmark lader mange ældre dø en unødig død er selvsagt en skandale, der hurtigst muligt må rettes op på. Århus har vist vejen. Men før vi drager et kollektivt lettelsens suk over at have løst problemet, bør vi alle sammen benytte lejligheden til at vende det kritiske blik mod os selv. For i virkeligheden er skylden jo ikke kun det offentliges. Når de ældre ikke har det så godt, som de fortjener, er det i mindst lige så høj grad, fordi vi pårørende alt for ofte svigter. Vi farer rundt som aldrig før, både på arbejdet og i fritiden, og det er ikke realistisk at forvente, at vi besøger vores ældre familiemedlemmer hver eneste dag eller uge. Men besøg fra børn og børnebørn er stadig bedre end mange antidepressive piller, og på det punkt burde vi, som Poul Nyrup Rasmussen i sin tid udtrykte det, »kunne gøre det lidt bedre«. Så kunne vi også bedre holde lægerne og personalet på plejehjemmene i ørerne.