Der er ikke meget flæsk i den menu, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har præsenteret for vælgerne. Gamle fordærvede ideer om at skære i ulandsbistanden og omfordele fra børn til ældre udstiller en panisk regering, der er ved at miste grebet. Statsministeren har malet sig op i et hjørne, hvor han efterhånden kun kan genvinde troværdigheden ved at udskrive valg til Folketinget. Den realpolitiske virkelighed er, at regeringens ’genopretningsplan’ tidligst kan gennemføres efter næste valg, da de øvrige partier i satspuljeforliget ikke vil være med til at skære i overførselsindkomsterne. Efter Socialdemokraterne og SF i går forlod paradeforhandlingerne, er VKO-blokken reelt tvunget til at vente med spareplanen, indtil Folketinget er sammensat på ny.
Selv om argumentet for at skære akut i budgetterne er, at der skal være balance på kort sigt, er genopretningsplanen reelt udskudt et par år. Effekten af nedskæringerne over for de fattigste vil dermed blive mange milliarder kroner mindre end det, som regeringen selv regner med. Men problemerne stopper ikke her: Meningsmålingerne tyder på, at Løkkes stadig mindre chance for at genvinde magten afhænger af succesen for det nye borgerlige parti Liberal Alliance – som kræver langsigtede økonomiske reformer, ikke kun kortsigtede besparelser. Ingen måling i meget lang tid tyder på, at VKO-blokken vil kunne få flertal igen alene. Løkkes fremtid afhænger derfor af Liberal Alliance. Hvis Dansk Folkeparti ikke kan enes med Liberal Alliance nu, ja, så vil indholdet i spareplanen alligevel skulle genforhandles efter næste valg, og et forlig mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti vil dermed kun få karakter af et udspil i den valgkamp, der er i fuld gang. Statsministeren har skabt et penibelt dilemma for sig selv: Enten venter Løkke med at udskrive valg til efteråret 2011, men vil så til gengæld have svært ved at få budgetterne til at hænge sammen, eller også udskriver han valg og står så i bedste fald til at tabe sit parlamentariske flertal alene med Dansk Folkeparti. Den håbløse situation er på alle måder selvforskyldt og giver oppositionen de bedst tænkelige betingelser for at vinde yderligere frem. Efter ni års politisk dominans står de borgerlige partier mere og mere handlingslammede tilbage. Den sidste styrkeprøve er, om Løkke overhovedet formår at føre sine asociale og kortsigtede slankekur ud i livet før næste Folketingsvalg.
