Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må sove dårligt om natten. Han er holdt op med at drømme.
For et halvt år siden, inden VK-regeringens meningsmålinger begyndte at styrtdykke, indviede statsministeren ellers vælgerne i en række visionære drømme. Men dem har Lars Løkke droppet nu. Dengang talte statsministeren opløftet om, at »Danmark skal have mindst ét universitet i top-10 i Europa« og satse på »uddannelsesområdet, som er helt afgørende for vores produktivitet«. I den seneste nytårstale kundgjorde han ligefrem, at »viden er det pureste guld i vor tid«. Med VKO-blokkens spareplan har de borgerlige partier nu valgt en anden vej: I stedet for at investere i udvikling og forskning, så vi fremover kan arbejde smartere og mere værdifuldt, satser Løkke på, at Danmark fremover skal klare sig ved at underbyde andre og arbejde billigere. De omfattende besparelser på ungdomsuddannelser, universiteter og forskningsinstitutioner, der alt i alt løber op i 4 mia. kr., er et brud med ambitionen om at gøre Danmark til et videnssamfund. Massakren på læreanstalterne vil gradvis svække dansk økonomi i et omfang, der svarer til de positive effekter af den nye dagpengereform.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.