Med en vuvuzelas gennemslagskraft blæste sydafrikanerne enhver skepsis til hjørnespark med afviklingen af det netop overståede VM i fodbold. Det lykkedes ikke blot aldeles problemfrit at afvikle 64 internationale fodboldkampe under hele verdens intense bevågenhed. Det skete også på velfungerende stadionanlæg forbundet af en upåklagelig infrastruktur i den vidtstrakte nation, som entusiastiske tilskuere fra de 31 øvrige deltagende lande kunne rejse rundt i uden – i store træk – at blive udsat for den kriminalitet, der var så frygtet på forhånd.
I stedet for voldsforbrydere og tyveknægte blev gæsterne mødt af en imødekommende og begejstret lokalbefolkning, der fandt både ære og sammenhold i værtskabet. Opgaven for Sydafrika bliver at holde fast i og udnytte den samlende nationale stolthed, når anden halvleg – tiden efter VM – for alvor kommer i gang. Når euforien oven på det succesfulde arrangement har lagt sig, er den sociale ulighed stadig udpræget. Aids er stadig en folkesygdom. Og det velbeslåede hvide mindretal er stadig så bange, at det gemmer sig bag pigtråd.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
