Må en borgmester ta’ ud at rejse? Ja, ikke alene ’må’ borgmestre – de bør! B.T. er dog forarget. Dagbladet har hittet ud af, at Klaus Bondam, københavnsk borgmester – tidligere for teknik og miljø, i dag for beskæftigelse og integration – har været i udlandet 48 gange i løbet af de seneste fire et halvt år. Bladet noterer også under overskriften ’Bondam rejser Jorden rundt for skatte-kroner’, at det har kostet hovedstaden en kvart million kr. Dertil er kun at sige: Det lyder godt nok billigt. B.T. er forarget over, at mange rejser »begrundes med, at der skal holdes en tale«. Helt galt bliver det tydeligvis, at »nogle af turene (er) deciderede studieture, hvor Bondam blot er af sted for at få inspiration« – uha, det lyder godt nok som en værre redelighed. Eller rettere: Mage til mavesur småtskårenhed skal man lede længe efter. Det hører nu engang til de politisk folkevalgte og ansvarliges job at bestige talerstole. Og ville vi hellere have borgmestre og andre politikere, som kun ser indad, ikke udad? Jamen, SKAL borgmesteren ikke passe sit job? Jo da, god idé. Og dertil hører også at tale på byens vegne og at finde ideer til, hvordan vi kan udvikle vores eget samfund – og markedsføre det i international sammenhæng. Det er netop sket i de seneste år, hvor bl.a. Københavns omdømme som grøn by og cykelby er blevet forstærket. Internationalt engagement B.T. finder det tydeligvis angribeligt, at borgmesteren også har rejst til »eksotiske destinationer« som USA, Canada, New Zealand, Japan og Bali – man mærker det ligefrem smerte i provinsialismens sure sjæl.
På Bali skulle Bondam f.eks. deltage i forberedelsen af FN’s klimakonference. Her spillede verdens storbyer en særlig rolle. Som miljøborgmester fik Bondam derfor en ekstraopgave, der også fordrede flere andre relevante rejser ud i verden. De fleste af borgmesterens rejser har i øvrigt været af én til tre dages varighed inklusive flyrejse, som næppe i sig selv er særlig eksotisk, når det bliver arbejdsmæssig rutine og pligt. Medier bør selvsagt holde øje med, at hovedstadens borgmestre bestrider deres ære- og ansvarsfulde job ordentligt. Det skal også gælde Klaus Bondam. Men et af de naturlige krav til folkevalgte må være, at de engagerer sig internationalt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

