I Afghanistan skal der flere end to – mange flere – til tango. Det ville være så bekvemt, hvis det ulykkelige lands fremtid kunne forhandles mellem på den ene side USA, der gerne vil have sine soldater hjem, og på den anden side en repræsentant for USA’s modstandere, som helst vil se ryggen af de internationale styrker. Så enkel er Afghanistans konflikt ikke. I weekenden måtte et halvt hundrede talsmænd for et væld af indbyrdes stridende militser og partier flyve flere tusinde kilometer væk til en solbeskinnet ø – i Maldiverne – for overhovedet at få det forkætrede begreb på bordet: Fred!
LÆS ARTIKELPolitiken.dk i Maldiverne: Taleban-forhandlinger fortsætter Problemet er ikke at overbevise USA om, at de udenlandske styrker må vige. Der er næppe noget, USA og de andre FN-godkendte styrker hellere vil. Spørgsmålet er heller ikke, om Taleban, som USA og dets allierede tvang fra magten i Kabul i 2001, skal have magten tilbage. Det ville andre militser i landet ikke drømme om at finde sig i. Det er heller ikke aktuelt at overlade magten til de mujahediner, som Talebanbevægelsen i 1996 selv tog magten fra, og som i de foregående år udkæmpede en voldsom borgerkrig. Hvad så? Tja, efter tredive års konflikt – sovjetisk besættelse, mujahediner, borgerkrig, Taleban og FN-godkendte internationale styrker – har Afghanistans mange partier, mange militser, mange regionale klaner og mange etniske grupper stadig brug for et fælles omdrejningspunkt.
