Midt i den værste krise i mands minde har VKO-blokken valgt at lave en nyklassisk finanslov, ’business as usual’, der er en tro kopi af de foregående års finanslove – med vægt på endnu strammere udlændingeregler, flere penge til politi og sygehuse, samt bureaukratiske erhvervstiltag.
VKO-blokken fortsætter blindt og uden retningsfornemmelse, som om intet var hændt gennem de seneste måneder og år.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ellers brugt den seneste tid på at forklare vælgerne, at krisen og den stigende ledighed har sat en ny politisk dagsorden i Danmark. Men retorikken har været stor ståhej for ingenting.
Som statsminister har Løkke tilsyneladende ikke mere nyt at byde på.
Da det kom til stykket, strakte ansvarligheden sig ikke længere end til at genopføre det velkendte totalteater sammen med Dansk Folkeparti. Liberal Alliance blev hurtigt skubbet ud af forhandlingslokalet, da partiet insisterede på tre tiltag, der kunne skabe nye job – og som nu gennemføres i udvandet form.
Trods løfter om det modsatte viste det sig, at statsministeren ikke havde modet til at skifte fokus fra de senere års virkelighedsfjerne værdipolitik til hverdagens konkrete og skrantende samfundsøkonomi.
Endnu en gang har omdrejningspunktet i forhandlingerne været stramninger på udlændingeområdet snarere end hårdt tiltrængte vækstinitiativer.
På præcis samme måde som hvert eneste år siden 2001 valgte VK-regeringen igen at satse på det trygge og kortsigtede sammen med Dansk Folkeparti.
Lars Løkke har bevidst valgt ikke at følge op på sine paroler om, at tiden kræver en ny, konkret og mere pragmatisk vækstpolitik. Indholdet i delaftalen på erhvervsområdet er så uambitiøst, at den kan gøre mere skade end gavn, hvis de borgerlige politikere nu tror, at de har gjort noget ved misvæksten i Danmark.
Finansloven er uden sammenligning den vigtigste lov. Det er retten til at kunne udforme finansloven, som partierne kæmper om ved valg. Men forhandlingerne om næste års statsbudget blev igen misbrugt til værdipolitiske signaler, der ikke har meget med økonomi at gøre.
At VK-regeringen ikke tør rykke mere vidtgående rundt på posterne i en tid med høj ledighed og lav vækst, er et krisetegn.
For første gang siden 2001 var regeringen afhængig af støtte fra mere end Dansk Folkeparti. Men med Kristendemokraterne som stemmekvæg endte finansloven som endnu en forspildt mulighed for reel forandring.
<i>ltm</i>
fortsæt med at læse
