Hvis Danmark ikke bare skal være et sted på landkortet, men et globalt forbillede for socialt afbalanceret velstand, står vi over for at skulle investere historisk massivt i forskning og opfindelser. Den næste generation af vellønnede job opstår ikke af sig selv: Vækst kræver vilje, politisk vilje. USA’s præsident, Barack Obama, lancerede i sin ’nytårstale’ en offensiv vækstplan, der sigter mod den samme form for partnerskaber mellem private firmaer og det offentlige om nye investeringer i forskning og grøn energi, som SF netop har fremlagt her i Danmark – og som erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen afviste som »sovjetisk planøkonomi fra gamle dage«. Men kun tosser kan finde på at kalde USA’s præsident for kommunist. Han repræsenterer tværtimod håbet om, at Vestens åbne markedsøkonomier vil kunne skabe velstand i det 21. århundrede – i stigende konkurrence med de hurtigt fremvoksende økonomier i Østen. Obama indrammende situationenen: »Dette er vores generations Sputnik-øjeblik«. De nye udfordringer fra Kina har nemlig klare paralleller til det teknologiske kapløb med Sovjetunionen i 1950’erne.
LÆS ARTIKELObama: Dette er vores Sputnik-øjeblik Denne gang skal vi imidlertid løfte os selv uden brug af krigsretorik. Hvis lande som USA og Danmark skal videreudvikle vores høje velstandsniveau, er vi nødt til at fremprovokere et nyt teknologisk kvantespring, der minder om effekten af Kennedys Apollo-projekt med den bemandede ekspedition til Månen. Dengang satsede politikerne i USA på offentlige investeringer i forskning, højteknologi og opfindsomhed. Det skal vi turde gøre igen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


