Der tegner sig to mulige perspektiver i dansk politik. I det ene indgår Margrethe Vestager en aftale med VKO om tilbagetrækning. Hun kan med en vis ret hævde, at rød blok ikke har rakt hånden ud og derfor ligger, som den har redt. Men hun står selv med ansvaret for at have rakt VKO en hjælpende hånd i et afgørende øjeblik. Uanset hvor meget hun bedyrer, at alt er, som det hele tiden har været, vil intet være som før. VKO kan læne sig tilbage og nyde showet, når oppositionspartierne forsøger at placere ansvaret for miseren hos hinanden. LÆS OGSÅSF'er: De radikale begår politisk hæleri Imens kan statsministeren præsentere sig selv som den, der fik en uhyre vanskelig politisk kabale til at gå op, hvilket vil styrke hans troværdighed hos de afgørende vælgere på den politiske midte, der med rette lægger afgørende vægt på, at der efter valget bliver indledt en økonomisk genopretningsproces.
Resultatet kan blive, at VKO generobrer flertallet. VKO vil udlægge en valgsejr som et folkeligt mandat til sin snævre blokpolitik og til sin forfejlede udlændinge- og værdipolitik, der også er blevet en belastning for landets konkurrencekraft.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
