JANUAR 2002 bakkede Danmark op om et stærkt EU-ønske om forbud mod tobaksreklamer. Et forbud, der nu er indført i otte EU-lande samt Island og Norge. Reklameforbuddet er så omfattende, at landets kiosker har været tvunget til at skrotte facadeskilte, der bar tobaksproducenternes navne. Det kan derfor undre, at EU netop har vedtaget at fortsætte med at støtte den europæiske tobaksindustri med 22 milliarder kroner over de næste tre år. Støtten er ikke alene usmagelig, men også stærkt hyklerisk set i forhold til de hindringer, EU ellers forsøger at indføre over for industrien. For nylig kunne EU-landene blive enige om, at ord som light og mild skal fjernes fra cigaretpakkerne, alene fordi ordene kan sende et forkert signal om, at cigaretterne er mindre sundhedsskadelige end almindelige cigaretter. EU's holdning er, at tobak er usundt, og EU vil sikre, at forbrugerne ikke lokkes i fordærv. MEN NÅR DET gælder fjernelsen af støtten til tobaks-industrien, så får piben en anden lyd. EU pumper gladeligt milliarder efter milliarder ind i industrien. Den dobbelte tunge i EU's holdning til tobaksindustrien er uden tvivl en reminiscens af håbløse landbrugsstøtteordninger, der lige så godt kunne kaldes for sociale hjælpepakker. Støtten til tobaksindustrien viser, at reformeringen af landbrugsstøtte-ordningerne bør have højeste prioritet, når det gælder nuværende ordninger, men i høj grad også inden nye lande optages i fællesskabet. Den spanske landbrugsminister, Miguel Arias Canete, har i denne uge i en tale til Europaparlamentet foreslået, at nye medlemmer af EU i bl.a. Central- og Østeuropa kun gradvist skal have del i landbrugsstøtten. Spanien har netop overtaget formandskabet i EU og ifølge landbrugsministeren vil Spanien forsøge at bruge det næste halve år på at få afsluttet landbrugsdelen af forhandlingerne om udvidelsen af EU. Selve udvidelses-forhandlingerne ventes at være færdige, når Danmark har EU-formandskabet i andet halvår. Hvis det spanske argument er, at resten af EU-landene ikke i længden kan holde til et EU i to hastigheder, er ideen besnærende. Argumentet kunne være, at man må starte et sted, da det er umanerligt vanskeligt at få taget hul på en oprydning af støtten til landbruget. Men som med al støtte kan man frygte, at etablerede EU-lande primært tænker på egen baghave. Derfor er løsningen ikke landbrugsstøtte i to udgaver, men derimod et målrettet opgør med de eksisterende ordninger, så oplagte tåbeligheder som støtte til en sundhedsskadelig tobaksindustri ikke finder sted.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
