Vor kollega, konkurrent og sambo på Rådhuspladsen, Jyllands-Posten, der, som navnet antyder, især står stærkt i det jyske, har besluttet at flytte sit hovedsæde fra Viby til nye lokaler i Aarhus midtby. Man skulle tro, at Aarhus kun ville glæde sig over at få landsdelens største trykte medie centralt placeret i byen. Sådan har borgmester Nicolai Wammen da også reageret – og alt skulle således være i skønneste orden. Det er det imidlertid ikke. Direktør Esben Kjeldsen fra Handelsbanken, der bor på stedet, er modstander af flytningen og krydser fingre for, at kommunen spænder ben for avisens plan om at rykke ind.
Bankdirektøren lægger ikke skjul på begrundelsen: »At få Jyllands-Posten helt ind midt i Aarhus C vil være utroligt uheldigt i forhold til den terrorrisiko, avisen udgør«, siger han. Den lader vi stå et øjeblik. Det er velkendt, at Jyllands-Posten efter karikaturtegningerne har været udsat for trusler, og at flere terroranslag mod bladet siden er afværget. Det er også velkendt, at vi her på Politiken ikke syntes, at offentliggørelsen af de pågældende tegninger var en god idé. For at sige det mildt. Men når det gælder Jyllands-Postens redaktionelle frihed, herunder til at trykke sådanne tegninger, har vi sammen med andre dele af det danske samfund forfægtet det indlysende synspunkt, at ytringsfriheden begrænses af loven og ikke af trusler om vold og intimidering.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.