Ingen har endnu kunnet mærke i hverdagen, at en ny regering er trådt til.
Og de fleste middelklasseborgere kommer nok også til at væbne sig med tålmodighed, før forskellene træder frem. Men der er nogle få, forarmede mennesker, som har krav på, at S-R-SF-regeringen hurtigt træder i karakter: Alle dem, der i dag er parkeret på de såkaldte fattigdomsydelser, herunder starthjælp og kontanthjælpsloft. Derfor er det så meget desto mere bekymrende, at S-R-SF-regeringen ikke engang lægger op til at ville prioritere prompte at afskaffe disse ydelser, som har ramt især udlændinge hårdt – og som dermed har skabt en ny etnisk underklasse.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

