Den moderne sportshistorie – og især den, der er skrevet om udøvere på to hjul – er fuld af kapitler om snydepelse, der har taget ulovlige medikamenter til hjælp for at komme først over målstregen. Derfor kan det være svært at have meget mere end et skuldertræk tilovers for cykelrytteren Alberto Contador og den karantæne på to år, den internationale sportsdomstol (CAS) efter en meget langstrakt sagsbehandling har givet ham for at være testet positiv ved en dopingkontrol under Tour de France tilbage i sommeren 2010. For han er vel bare endnu én i den store flok af sorte får? Det kan og bør bestemt ikke udelukkes. Men lige netop i det konkrete tilfælde peger flere faktorer faktisk i retning af, at det i højere grad er fortidens synder end hans egne, spanieren betaler prisen for. Koncentrationen af det ulovlige stof, clenbuterol, var så lille i cykelrytterens blod, at den slet ikke ville være registreret, hvis prøven var blevet analyseret på stort set alle andre dopinglaboratorier end det, der løste opgaven for halvandet år siden.
Når stoffet bliver fundet i sådan en analyse, er det som regel et tegn på, at sportsudøveren har været igennem såkaldt bloddoping. Men netop fordi koncentrationen var så lille som i Alberto Contadors sag, mener sportsdomstolen i stedet, at stoffet må stamme fra ulovligt kosttilskud og i hvert fald ikke fra en inficeret bøf, sådan som cykelrytteren hele tiden har hævdet. Og da han ikke på anden måde kan bevise sin uskyld, står dommen på to års karantæne nu ved magt. Kravet om omvendt bevisførelse stritter markant i forhold til den gængse retsfølelse. Det er til gengæld helt bevidst, at den er sat ud af kraft i sportens verden. Hvis de vil konkurrere med hinanden, er cykelrytterne ganske enkelt nødt til at skrive under på, at de i dopingsager er skyldige, indtil det modsatte er bevist. Det er beskæmmende, at det må være sådan. Men det må det, fordi en hel generation af cykelryttere brugte doping i så markant et omfang, at det bragte sporten på randen af sammenbrud. En af de forreste i det felt af misbrugere var Bjarne Riis, der med sine handlinger var med til at gøre en oprydning uden nåde nødvendig. Den konsekvens tvinger nu hans personlige millionforretning i knæ, fordi Alberto Contador går glip af Tour de France, men i forhold til sportens fremtid er det svært at begræde.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


