Syriens diktator, Bashar al-Assad, tilbyder, at han vil give sin opposition amnesti. LÆS OGSÅDiktator vil give amnesti for forbrydelser under oprør Det lyder forsonligt. Spørgsmålet er dog snarere, om den syriske befolkning vil give ham amnesti, efter at han har ladet 5.500 civile systemkritikere slå ihjel? Hans egen påståede forsonlighed er for længst dokumenteret som patetisk løgn og latin. Omkring 120 civile blev dræbt i weekenden. Nu har den Arabiske Liga besluttet at opgive sin observatørmission i Syrien. Ligaen har mistet enhver tillid til Assad. LÆS OGSÅDen Arabiske Liga stopper øjeblikkeligt sine observationer i Syrien Udviklingen i Syrien er derfor hastigt ved at ligne den i Libyen sidste forår. Diktaturets brutalitet tager til. Det er ved at miste kontrollen med et stigende antal byer – selv forstæder til hovedstaden, Damaskus. Et væbnet oprør spreder sig. Oppositionen beder om international beskyttelse. Den Arabiske Liga kræver diktatorens exit. En enkelt arabisk regering – i Qatar – foreslår en international væbnet intervention for at redde befolkningen fra regimets blodbad. To vestlige nationer, Frankrig og Tyrkiet, drøfter muligheden for at etablere en beskyttet zone i et syrisk grænseområde. Er det næste, at FN beder den Arabiske Liga eller Nato om at beskytte civilbefolkningen?
Forslaget kan dukke op. Men både den Arabiske Liga og Vesten – og FN, hvis Rusland og Kina var ansvarlige – kunne med fordel satse på hellere at styrke den syriske opposition end at sætte fremmede styrker ind. Hvis krav om intervention skal undgås, må omverdenen gøre en bedre indsats for at hjælpe syrerne til selv at udskifte Assad. Alt taler for, at en voksende række af Syriens konkrete magthavere kan sigtes ved den internationale straffedomstol. De økonomiske sanktioner mod Assad-regimets nøglefigurer kan og bør også strammes. Og så er det helt afgørende for håbet om at undgå en borgerkrig i landet, at den flerhovedede syriske opposition får hjælp til at samle sig og formulere et demokratisk og tværkulturelt alternativ til diktaturet. Også dét er en lektie fra Libyen, hvor det såkaldte overgangsråd og de militser, der beskyttet af Nato fortrængte Gaddafi, i dag er truet af indbyrdes voldshandlinger og politisk splittelse. Syriens opposition – både den politiske og den væbnede – har brug for hjælp og inspiration til at beskytte landet imod syrisk opløsning, når diktaturet i Damaskus, jo før, desto bedre, indhentes af tæppefald for Assad.
