Det vil være synd at sige, at den regering, der i dag kan fejre sin 9-års fødselsdag, har været en gevinst for de danske uddannelser. Med sit særlige miks af manglende investeringer og generelle nedskæringer har VK-regeringen gang på gang vist, at den hellere satser på kortsigtede velfærdsrettigheder end på langsigtede velstandsinitiativer. Her er universiteterne ingen undtagelse. Selv om forskningen har fået flere penge i 00’erne – som følge af EU’s krav – er vi stadig håbløst efter konkurrenterne. Og ser vi på uddannelsesaktiviteterne, går det ikke bedre: På Københavns Universitet savner man hvert år ca. 10.000 kroner per studerende for at kunne opretholde en bare nogenlunde forsvarlig undervisning.
Dette er realiteterne i den danske universitetsverden, og i det nuværende politiske klima er der desværre ingen udsigt til, at nogen vil prioritere krummerne i samfundskagen væsentligt anderledes. Set i det lys er det faktisk slet ikke så tosset, at regeringen nu vil skære i SU’en, så studerende på femårige uddannelser kun har ret til fem års SU. Bliver pengene i stedet brugt til mere kvalitet i uddannelserne, er det faktisk svært at være imod. På nogle studier bruger man i dag flere penge på SU per studerende end på selve uddannelsen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
