Ubegribeligt

Lyt til artiklen

TUSINDER AF uskyldige mennesker - ingen ved hvor mange - blev på få minutter dræbt og lemlæstet, da det mest uhyrlige terrorangreb i menneskehedens historie i går ramte USA. Vores første følelse er chok og dyb medfølelse med de tusinder af mennesker, hvis tilværelse på et øjeblik er knust eller lagt i ruiner. HELE VERDENS solidaritet må strømme mod et USA, der er blevet offer for en koncentreret ondskab, et vanvid, der savner sidestykke i terrorismens og voldens lange historie. Passagerfly proppet med uskyldige rejsende er brugt som levende bomber mod tvillingeskyskraberne World Trade Center i New York og mod Pentagon i Washington D.C. Tankerne farer til Anden Verdenskrigs japanske selvmordspiloter, men dette er uendelig meget værre; der er ikke krig, ofrene er uskyldige civile, flyene er selv fyldt med andre uskyldige ofre.MIDT I usikkerheden, frygten og fortvivlelsen, der med lynets hast breder sig fra New York og Washington til resten af USA og til det meste af verden, kan den næste følelse ikke undgå at være rædsel. Rædsel, vantro og dyb afsky over, at der findes mennesker, der kan planlægge, udføre og fuldbringe så meningsløst og morderisk et angreb på deres medmennesker. I de kommende dage vil vi høre forklaringer på, hvad der kan motivere terrorister til sådanne ugerninger, men midt i analyserne og forklaringerne må vi for vores egen humanitets skyld fastholde, at der ingen undskyldning findes for så kynisk, fej og perverteret en måde at gøre uskyldige mennesker til midler for sin egen afmagt og sit eget had. USA er verdens mægtigste land og har som sådan mange fjender, men hvor fjern og tryg lille Danmark en dag som i dag end måtte være i forhold til de amerikanske storbyer, så er realiteten, at det også er vores civilisation, vores verden, vores komplekse fællesskab med resten af planeten, der trues af denne hæmningsløse terror. Vi troede ikke længere, at der var grænser at overskride efter år med selvmordsbomber, flykapringer og anden vilkårlig vold mod uskyldige. Vi tog fejl.USA ER verdens mest magtfulde land, og midt i chokket og forvirringen over angrebets omfang står det allerede klart, at supermagten vil reagere, og reagere massivt. At alle kræfter vil blive sat ind på at identificere og fange de ansvarlige bagmænd og hele den store organisation, der må stå bag så stor og omfattende en terrorhandling, siger sig selv - og præsident Bush har allerede sagt det. Er den ansvarlige - sådan som en lang række højtstående amerikanere allerede hævder det - den allerede eftersøgte terroristleder Osama bin Laden - er der grund til at forvente, at USA vil tage krigslignende metoder i brug over for det Talebanstyre i Afghanistan, der giver ham husly. Men foreløbig ved vi det ikke; lige efter Oklahoma-bombningen var der også mange, der udpegede den islamiske fundamentalisme - det viste sig at være en amerikansk højrefanatiker. Men konsekvenserne rækker langt videre end jagten på de skyldige. Hele den amerikanske livsstil vil blive påvirket, fra den civile luftfart til brugen af skyskrabere, til USAs forhold til omverdenen på alle mulige planer.SOM ALTID er terrorisme ikke bare meningsløs og morderisk i sig selv. Den skaber samtidig mere af det, den på sin egen perverse måde måtte være rettet imod eller være en reaktion på. USAs vilje til at sætte bekæmpelsen af terrorisme og fundamentalisme endnu højere på den internationale dagsorden vil mangedobles, missilskjoldsplanerne vil - hvor ulogisk det end kan forekomme herfra - få endnu mere vind i sejlene, USAs tilbøjelighed til at slå til mod sine fjender, uanset internationale grænser og andre diplomatiske hensyn, vil vokse. Kort sagt: Anslaget mod USA øger ikke bare amerikanernes utryghed ved en farlig verden, det gør også denne verden endnu farligere for os alle. Terrorismen skal bekæmpes, men samtidig er det åbenbart, at ondskab og vanvid af denne kaliber i en vis forstand slet ikke kan bekæmpes. Her er det de onde og hadefulde, der sætter standarden - ikke den civiliserede verden, vi gerne vil beskytte. TRAGEDIEN I USA er ikke bare uendeligt chokerende og næsten ubegribelig i sit omfang. Den er også et tilbageslag for det menneskelige samvær på denne planet, som det vil tage lang tid at overskue og overvinde konsekvenserne af.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her