Det er en særpræget forestilling, der i denne weekend opføres på Enhedslistens årsmøde.

Man glædes ikke rigtig over de resultater, partiet har skabt med den nye regering. Man stiller heller ikke nye, realistiske politiske krav forud for næste finanslov. I stedet er partiet ved at foruddiskontere et kommende sammenbrud og fordele skylden for fiaskoen. Partileder Johanne Schmidt-Nielsen holdt en besynderligt tvær tale, hvor hun truede regeringen med, at Enhedslisten ikke kan trues. Hun og partiets kadrer er klar til at vælte Helle Thorning-Schmidt, hvis ikke en kommende finanslov lever op til Enhedslistens selvpålagte spændetrøje om, at man ikke vil lægge stemmer til en eneste forringelse. Enhedslisten risikerer at begå uagtsomt manddrab på den skrøbelige centrum-venstre-alliance, der, om Schmidt-Nielsen kan lide det eller ej, er forankret i den politiske midte. Sådan var det også i halvfemserne. Og sådan vil det formentlig være i overskuelig fremtid. Hvis Enhedslisten ikke længere kan leve med den situation, er de reelt en forhindring snarere end en katalysator for social retfærdighed, vækst og fremgang. Så er venstrefløjen igen sandet til i sin egen selvretfærdighed.