Misvæksten i Europa giver næring til ekstremister, fra venstre til det yderste højre.
Sådan har det været før, og sådan er det i dag, hvor Grækenland næppe bliver det sidste land, hvor yderligtgående partier vinder frem. De hårde spareplaner, som regeringer i alle lande er ved at gennemføre, fremprovokerer modstand. Den største fare for Europas demokratier er dog ikke de ekstreme yderfløjspartier i sig selv, fra nazister til anarkister. I krisetider kan lette og rene løsninger virke tillokkende på ellers besindige folk. Desværre har de midtersøgende partier undervurderet den sociale protestbølge, som er skummet op i kølvandet på debatten om de tiltrængte reformer. Protesterne viser, at politikerne ikke har evnet at forklare og forankre de samfundsreformer, som Europa næppe kommer uden om – i en eller anden form.
