Endelig tager S-R-SF hul på et opgør med de dovne dogmer, der har præget skattedebatten i det seneste årti.
Ikke mindst boligområdet er præget af dybt ulogiske ordninger, som hverken giver mening ud fra borgerlige, socialistiske eller pragmatiske principper. Hvem ville f.eks. kunne overbevise naboen om, at hun skal være med til at betale for dit lån? Sådan fungerer rentefradragsretten ikke desto mindre i dag. På besynderlig vis kan folk med stor privat gæld skubbe en del af regningen videre til andre. Selv om udspillet til en ny skattereform, der officielt fremlægges på tirsdag, ikke vil skrive sig ind i historiebøgerne for sit ambitionsniveau, er det glædeligt, at S-R-SF foreslår en aftrapning af rentefradragsrenten – i forlængelse af de borgerliges Forårspakke fra 2009, hvor det blev besluttet at sænke rentefradragsretten med et procentpoint om året. LÆS ARTIKELThorning er klar med sin store skatteplan Selv om øget beskatning af boligejerne umiddelbart fremstår kontroversiel i den politiske debat på Christiansborg, er det et oplagt sted at begynde. Sammen med en øget bankskat kan der skabes rum for tiltrængte og mærkbare lettelser i indkomstskatten for de lavtlønnede. Trods automatreaktionerne fra borgerlige politikere om »brandbeskatning« er sandheden, at selv Venstre og Konservative er enige i grundprincippet i skattereformen, nemlig at flytte skat fra aktivitet, der skaber værdi, og over til dødvægt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.