Danske soldater satte livet på spil i Afghanistan i kampen for at opretholde en position, som både de britiske allierede og forsvarets top vurderede ikke længere havde væsentlig militær-strategisk værdi - kun politisk. Det er den kyniske sandhed, der rulles op i den nye bog »Et land i krig«, skrevet af to Politiken-journalister. Armadillo-basen var blevet etableret gennem hårde kampe, så den havde opnået ikonisk status. Den var symbolet på, at Danmark havde gjort en forskel. Så da strategien, som basen var en del af, havde slået fejl og måtte opgives, kunne basen ikke lukkes af hensyn til »opbakningen til krigen«. LÆS OGSÅSøren Gade afviser Armadillo-ansvar: Det er generaler, der lukker militærlejre Armadillo var blevet et Dannevirke, som København lod meddele måtte forsvares til det sidste. »Hvad ville de pårørende sige, hvis vi lukkede den? Havde det så været forgæves, at soldater havde givet deres liv for at komme derop?«, reflekterer daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen i bogen.

Omkostningerne ved at offentligheden fik kendskab til den kendsgerning, at ja, det havde været forgæves, var større end at kaste nye soldater ind i den meningsløse kamp i området gennem halvandet år. Det er et grusomt, og i det mindste moralsk ansvarspådragende, svigt forsvarsledelsen har gjort sig skyldig i. Det absolutte minimum de soldater, der kommanderes i kamp kan forvente af deres overordnede er at de selv tror på missionens militære mening. I stedet er de i samspil mellem forsvarsledelsen og daværende forsvarsminister Søren Gade blevet reduceret til bønder på et politisk skakbræt. Sendt i kamp for en værdiløs base. Den meningsløse indsats for at opretholde Armadillo er et mikrokosmos, der illustrerer krigens overordnede diabolske dynamik. Den, der har drevet ikke blot Danmark, men også USA og andre længere og længere ind i de afghanske morads. LÆS OGSÅFar til dræbt soldat: Simon døde forgæves For at postulere meningen i de tab, der allerede er lidt, må der sendes flere soldater i felten. Og jo større tabene bliver, jo sværere bliver erkendelsen af, at det eneste meningsfulde er at blæse til retræte, og begrænse sine tab. Mon ikke forsvarets ledelse efterhånden længe har vidst, at yderligere tab i Afghanistan er helt militært meningsløse, men at den sandhed ligesom Armadillo-nederlaget simpelhen ikke kan indrømmes af overordnede politiske hensyn. km