Det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo udnævnte profeten Muhammed til redaktør for sit seneste nummer, som blandt andet med henvisning til resultatet af det første frie valg i Tunesien bragte en række satiriske tegninger om sharialovgivning. LÆS OGSÅBombe rammer fransk magasin efter Muhammed-satire Natten til onsdag kastede ukendte gerningsmænd en brandbombe ind gennem avisens vinduer. Til alt held kom ingen mennesker til skade, men den påsatte brand raserede redaktionen. Dette nedslående forløb giver anledning til at repetere de tre grundlæggende synspunkter, som også lå til grund for Politikens holdning under vores hjemlige Muhammedkrise. For det første respekten for ytringsfriheden, der er en fundamental del af vores samfund, og som ikke kan gradbøjes.
Ytringsfriheden er ikke total. Den er underlagt landets love, og enhver ytring sker under ansvar. Man kan naturligvis helt lovligt mene, at ytringsfrihedens grænser i et konkret tilfælde er overskredet. Men her som andre steder gælder, at alene domstolene kan fælde dom. For det andet den redaktionelle frihed. I et frit samfund er det op til den enkelte avis og det enkelte blad suverænt at afgøre, hvad de vil trykke. LÆS OGSÅRedaktion ødelagt som hævn for muhammedtegning Det kan vi andre til gengæld mene om, hvad vi vil. Der skrives og trykkes som bekendt meget vrøvl, og alle redaktionelle afgørelser er ikke lige fornuftige.
