DEN MEST samfundsbevarende erhvervsgruppe i disse års Danmark er formentlig pædagogerne. Mens familiemønstre krakelerer, mens normer og værdier vakler, bliver landets børn hver dag opdraget og udviklet i velfungerende vuggestuer og børnehaver. Intet under, at 88 procent af landets forældre er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns daginstitution ifølge en ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening. Mangen en mor eller far må hver dag sande, at pædagogerne er i stand til at bibringe de små børn nogle færdigheder og normer, som den moderne familie har meget svært ved at levere. Tag bare noget så simpelt som bordskik. Danske pædagoger er dygtige, de har nogle færdigheder, som mange forældre må misunde. DERFOR: NÅR det pludselig hedder sig, at danske pædagoger er dårligt uddannede (sådan som det gør i en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut), så kommer det lovlig let ud af perspektiv og proportioner, hvis det tages som en påstand om kvaliteten af dét, der faktisk foregår i landets daginstitutioner. For her leveres der jo, hvad tidens forældre altså også er ganske opmærksomme på: høj kvalitet. Så høj kvalitet, at man kan undre sig over pædagogernes status og lønforhold sammenlignet med andre faggruppers. De opdrager landets børn, de fortjener et løft. MEN MÅSKE kan en bedre, mere krævende og længere pædagoguddannelse også være med til at give standen et sådant løft. I takt med den stigende internationalisering vil det også blive mere almindeligt i Danmark, sådan som det er i mange andre lande, at se børnenes leg som en læreproces. Det må pædagogerne så uddannes til. I Danmark udfordrer vi vores helt små børn for lidt, vi udnytter ikke deres lyst til at lære - vi spilder for meget af deres tid. Dette er en gammel og kulturelt betinget indstilling, som mildt sagt ikke skyldes landets pædagoger. Men hvis pædagogerne med en ny og stærk uddannelse kan blive spydspidser for et nyt dansk syn på samspillet mellem leg og indlæring, så vil de komme til at spille en endnu mere central og prisværdig rolle for udviklingen af moderne børn i et moderne Danmark.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
