I de fleste sammenhænge er Danmark et lille land, men oppe i det høje nord er vi takket være Grønland en stormagt. Det har Folketinget nu valgt at understrege ved i forbindelse med forsvarsforliget at oprette en ’arktisk kommando’ og en ’arktisk indsatsstyrke’. Formelt er begrundelsen for den øgede militære bevågenhed, at den stigende aktivitet i området forandrer »regionens geostrategiske betydning«, og i takt med at klimaforandringer gør området mere sejlbart, er der god fornuft i at sammenlægge og rationalisere ressourcerne i området. Men man må i høj grad håbe, at omlægningerne ikke – som det blev antydet i Berlingske Tidende – betyder en oprustning og øget dansk militarisering af området omkring Nordpolen, hvor Danmark, USA, Rusland, Norge og Canada alle har territoriale krav. Som Dansk Institut for Militære Studier understregede i en rapport tidligere på året, gælder det om ikke at provokere de øvrige lande i området og især Rusland til et militært kapløb om retten til de rige olieforekomster, der menes at gemme sig under ishavet, og kontrollen over de sejlruter, der forventes at ville være tilgængelige om få år. Hvor hurtigt den slags konflikter kan degenerere til en primitiv territorialafpisning, demonstrerede Danmark og Canada til overmål under konflikten om Hans Ø for nogle år siden, hvor der blev sendt både ekspeditioner og krigsskibe for at sikre retten til den lille, ubeboede og golde ø. Som udenrigsminister Per Stig Møller erklærede i et interview sidste år, skal kampen om Nordpolen selvsagt løses på civiliseret vis i FN’s regi, og heldigvis findes der allerede et oplagt forbillede fra den anden ende af kloden. På Antarktis er der for næsten et halvt århundrede siden etableret et velfungerende traktatsystem, der sikrer området som et videnskabeligt helle, forbyder al militær aktivitet og reelt har stoppet debatten om, hvem der ejer hvilke dele af det øde og iskolde kontinent. Samme model, eventuelt kombineret med en fordelingsnøgle for den eventuelle udnyttelse af oliefundene, burde sagtens kunne findes for Nordpolen. Og med sin lange tradition for respekt for folkeretten og fokus på FN kunne Danmark passende gå forrest i dette arbejde.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
