Nu er den gal igen. Fortrolige oplysninger om en navngiven borgers personlige skatteforhold er lækket til pressen, som vidt og bredt har kunnet beskrive en kendt forretningsmand og hans nærmeste families mellemværende med skattevæsenet. Selv om meget tyder på, at lækagen denne gang er sket fra embedsmænd i Skat, ved vi endnu ikke, hvem der har overtrådt sin tavshedspligt endsige under hvilke omstændigheder. Skat har anmeldt lækagen til politiet, ligesom det skete, da fortrolige oplysninger om den daværende oppositionsleder og hendes mands skatteforhold blev lækket til pressen under den tidligere regering. Det er ikke lykkedes politiet at finde kilden til lækagen, der modsat den aktuelle også rejste mistanke om politisk indblanding. Man må håbe, at politiet får bedre held denne gang, så den eller de ansvarlige kan blive stillet til ansvar, og fremtidige lækager kan undgås. I mellemtiden står vi som skatteydere tilbage med en flov smag i munden. Det er ikke frivilligt for borgere i dette land at oplyse Skat om forhold, som vi hver især med god ret kan opfatte som helt private. Det er vi ganske enkelt forpligtet til, og vi kan blive straffet for at være for karrige med vores selvangivelse til Skat.
Sådan må det være. Men så må vi også kunne have tiltro til, at de oplysninger, vi giver myndighederne i fortrolighed, ikke misbruges eller lækkes til pressen. Borgernes tillid til offentlige myndigheder er en hjørnesten i vores samfund, og det er ikke trivielt, når der viser sig eksempler på et så eklatant tillidsbrud, som der her er tale om. Det er ganske enkelt et af retssamfundets kendetegn, at noget sådant ikke finder sted. Koncerndirektøren i Skatteministeriet har udsendt en pressemeddelelse om politianmeldelsen, men henviser i øvrigt til, at der er tale om en personalesag, som ministeren ikke kan kommentere. Sådan spiller klaveret ikke. Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) er politisk ansvarlig for det tillidsbrud, der er sket. Det er i sidste ende hans ansvar at sikre, at ansatte i Skat ubetinget respekterer den fortrolighed, de er underlagt. De konkrete tiltag og personaleforhold kan gerne håndteres af de ansvarlige chefer i ministeriet. Men ministeren må vise, at han tager også dette seneste tilfælde af brud på fortroligheden i hans ministerium dybt alvorligt. Det er vores tillid, der står på spil. Den kan hverken offentlige myndigheder eller ministeren undvære.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
