Leder afPer Schultz Jørgensen

Tyfonen Julia

Lyt til artiklen

»Tyfonen Julia er tilbage«, hedder det i indlæg på ukrainske hjemmesider, hvor der mærkes nervøs spænding over, at den kontroversielle Julia Timosjenko i morgen ventes bekræftet som ny regeringsleder. Efter næsten tre måneders politisk kævl kom en såkaldt orange koalitionsaftale på plads i sidste uge. Efter parlamentsvalget i marts var det ventet, at de vestligt orienterede kræfter bag 'den orange revolution' i efteråret 2004 ville finde sammen igen. Deres bitre interne opgør havde styrket deres fjende, det Moskva-loyale Regionsparti, som blev Ukraines største parti ved valget. Men flertallet stemte for de stridende orange partier og tvang dem således sammen igen. Koalitionsaftalen har ladet vente længe på sig, fordi Timosjenko og præsident Viktor Jusjtjenko, der stod side om side under den orange revolution, siden er blevet som hund og kat. Timosjenko vil tromle ændringer igennem, mens Jusjtjenko er meget mere forsigtig. Jusjtjenko foretrak et orange regeringsteam, men uden Timosjenko i spidsen. Han fyrede hende som ministerpræsident i september sidste år efter måneders intern mudderkastning om korruption i regeringen. Det er givet en meget bitter pille for Jusjtjenko at se Timosjenko tilbage for fuld styrke. Hendes styrker er mange. Hun er smuk, karismatisk, et naturtalent som taler, ekstremt begavet og enormt rig. Hendes svagheder er hang til populisme og til at mele venners og egen økonomiske kage. Hun har allerede startet ny ballade ved at kræve genforhandling af den aftale om russisk gas, der blev indgået efter afbrydelse af gasforsyningen til Ukraine og delvis til EU-lande i januar. Ruslands gasmonopol, Gasprom, anklager Timosjenko for at lægge op til en ny gaskrig. Mange iagttagere spår hendes nye regering en kort levetid. Det gør de orange forhåbentlig til skamme, for de skylder deres vælgere meget. Midt i det politiske kævl er der god grund til at mindes de hundredtusinder af ukrainere, der trodsede en kold vinter i 2004 og blev på gaden, til det gamle regime var knækket. Forhåbentlig har tre måneders regeringsforhandlinger modnet den ukrainske revolutions frontfigurer, så de endelig lever op til deres ansvar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her