2 dage tilbage: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Leder af<i>km</i>

Forholdet til Kina handler mest om penge

Lyt til artiklen

Den amerikanske satiriker H.L. Mencken bemærkede engang, at »når nogen siger, at det ikke handler om penge, så handler det om penge«. Når statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag mødes med sin kinesiske kollega, Wen Jiabao, i Beijing, vil de diplomatiske fraser rotere om det gode forhold mellem Danmark og Folkerepublikken, de fælles værdier og vore storslåede kulturer. De to ledere vil høfligt udveksle synspunkter om de store spørgsmål på den globale dagsorden. Og Wen vil forsikre om, at det skam optager partiet meget, når Thorning med nøje udtænkte forblommede formuleringer rejser spørgsmålet om menneskerettigheder . Det handler ikke om penge. Så selvfølgelig handler det om penge. For bagved lurer en delegationen af en stribe danske erhvervsledere fra danske virksomheder, der skal gøre deres hoser grønne over for den kinesiske regering i jagten på lukrative ordrer og nye markeder. Og når Wen vil lytte til tiraderne, er det næppe i første omgang for at få den danske statsministers råd om verdenssituationen, men for at sikre Kinas stigende økonomiske og politiske interesser i Grønland.

Og der er jo egentlig ikke noget galt med, at det handler om penge. Danske virksomheder må som alle andre lande kaste sig ind i kampen om det store kinesiske marked, hvis vi skal et konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv. Men ingen må i beruselse af markedet glemme, at Kinas etpartistyre, der nu kun er kommunistisk af navn, er et autoritært regime. En politistat, der styres af en hård kerne, der slår brutalt ned på kritikere, når de finder det nødvendigt. Et økonomisk mirakel bygget på udnyttelse af billig arbejdskraft og grove menneskerettighedskrænkelser. Og jo, mange millioner mennesker er, siden de økonomiske reformer tog fart i 1990’erne, blevet løftet ud af fattigdom. Men kunne det virkelig ikke være sket uden medvirken fra det bundkorrupte parti, der styrer landet, og uden systematiske menneskerettighedskrænkelser? Selvfølgelig. Efterårets magtskifte i Beijing og den stigende kritik fra det kinesiske civilsamfund af partiets fodslæbende reformkurs og sløve indsats mod korruptionen vil måske medføre flere reformer og flere tiltrængte frihedsgrader for det kinesiske folk. Indtil da kan vores fælles værdier med det kinesiske styre hovedsageligt måles i kroner og renminbi.

Vil du lytte med?

Politiken Lyd giver dig specifikt adgang til vores nye lyd-app, hvor du kan få adgang til eksklusive podcasts og udvalgte oplæste artikler, læst op af Politikens egne stemmer. Frem til 4. juni kan du få adgang til Politiken Lyd i seks måneder for 99 kr.

Få adgang til Politiken Lyd
Denne artikel kræver digital adgang. Køb abonnement på politiken.dk/shop. Allerede abonnent? Log ind
iPhone 17 Pro silver bottom left 1

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her