Samtale kan man aldrig få nok af. Allerede derfor var det konstruktivt, at danske og arabiske skriftlærde denne uge mødtes i København. For der er unægtelig ofte støj på linjen mellem de to verdener. Derfor er det storartet, at de religiøse ledere opfordrer til mere dialog og også til sport og kultur og til tolerance i medier på tværs. Selvfølgelig, mere af dét. Og støtte til en stormoské i København? Naturligvis. Gerne flere. Pointen er ikke antallet, men adgangen til at indrette bedesteder i tryghed og frihed. LÆS OGSÅKøbenhavn får ny stormoske Det gælder hér, og det gælder i ekstrem grad i f.eks. Saudi-Arabien, der hjemme forbyder kirker og forfølger både kristne og muslimske mindretal med temmelig udialogiske metoder - og internationalt missionerer for intolerance med en økonomisk styrke, der ikke kan overvurderes.
Der ER desværre mere at komme efter. Vel har den kristne og muslimske verden en udfordring i hinanden. Men præsteskaberne har hver især en endnu større udfordring i det voksende antal, der på hjemmebane anfægter gængse dogmer. Lad os ikke hykle. Religiøse mindretal kan føle sig mobbet i samfund som vores og sommetider også føle sig skævt repræsenteret af uønskede ortodokse i medierne. Lad os stadig ikke hykle. Religiøse mindretal og ikketroende i alt for mange samfund i den arabiske verden lever samtidig under regulær undertrykkelse og et massivt fravær af tolerance, også i medierne. Det løser præster og andre skriftlærde ikke ved at tale sammen, men ved at lade andre få ordet. LÆS OGSÅSaudi tager religiøs tolerance op i FN Den STØRSTE trussel mod religiøs tolerance er i dag ikke i lande, hvor religiøse minoriteter beskyttes ved lov, men der, hvor de daglig forfølges og forbydes. Vi længes efter at høre fremtrædende egyptiske imamer tordne mod forfølgelsen af koptiske kristne mindretal. Og efter at høre saudiske skriftlærde gå i brechen for retten til frit og trygt at praktisere enhver religiøs overbevisning, hjemme og offentligt, også i Saudi-Arabien. Da vil den religiøse dialog for alvor tage virkeligheden alvorligt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

