MENNESKET ER i sandhed en mangfoldig skabning, og intetsteds kommer mangfoldigheden vel så smukt til syne som i seksualiteten: Der er stort set ingen grænser for hittepåsomheden mellem lagener og lår, og det er i bund og grund livsbekræftende, at vi - inden for lovens og den almindelige anstændigheds rammer - tillader os selv og hinanden at leve, føle og fascineres, som vi har lyst. Når det gælder homoseksualitet, skulle der virkelig være noget at glæde sig over. For nok har vi også herhjemme set både forfølgelse og pinagtige 'helbredelsesforsøg', men inden for de seneste generationer er der til gengæld sket et forfriskende skred i holdninger og fordomme: I en gallupundersøgelse fra 1947 anså seks ud af ti homoseksualitet for værre end promillekørsel, dokumentfalsk og voldtægt. I dag turde frygten for det (og de) seksuelt anderledes kunne ligge på et ganske lille sted. MEN SOM Storm P. bemærkede, er det kun lommeuld, der kommer af sig selv. Frisind skal holdes ved lige, og intet tyder desværre på, at homofobiens dage er talte. Indre Missions seksuelle 'genopdragelsesterapi' kan ganske vist affejes som fundamentalistisk hokuspokus, men det er til gengæld forstemmende, at vi i dagens Danmark skal belemres med mishagsytringer, snerperi, diskrimination og 'hate crimes' over for homoseksuelle medborgere. For slet ikke at tale om aktuelle strømninger fra USA, hvis nypuritanske præsident er godt i gang med at kolonisere de erotiske subkulturer med sine heteroseksuelle bydemåder. IKKE MINDST når det gælder bøssers og lesbiskes ret til adoption og kunstig befrugtning, står homofobiske klicheer - som det fremgår af dagens Kronik - ildevarslende i kø. Der er derfor grund til at tage en dyb indånding og i al ædruelighed konstatere, at ingen forskning har kunnet påvise psykosociale skadevirkninger af at vokse op med enskønnede forældre. Børn har brug for kærlighed og tryghed, og et menneskes omsorgsevne sidder vel ikke i dets seksuelle præference? Intimitetsformer og familiemønstre er i stadig bevægelse, og samfundsnormer og lovgivning må nødvendigvis følge med. Både vi og vores politikere må vågne op til år 2005. Det er på høje tid at indse, at mangfoldighed ikke alene er et vilkår, men også et dyrebart gode.