Ofte er det først, når man er ved at miste noget, at man erindrer, hvor meget det egentlig betyder. Det har vi netop oplevet med luftselskabet SAS, der i går blev reddet på konkursens rand. Der er al mulig grund til at udtrykke respekt for de medarbejdere, der nu har accepteret lavere løn og længere arbejdstid for at redde selskabet. LÆS OGSÅNervekrigen er slut: Danske stewardesser siger ja til SAS Nogle vil nu ekstrapolere SAS' situation til hele det danske arbejdsmarked, hvor Venstre har sat kollektiv lønnedgang på dagsordenen som svar på den økonomiske krise. Men intet kunne være mere forkert. SAS har været i en helt ekstraordinær situation, og medarbejderne har accepteret en ekstraordinær løsning.
Dermed har de ikke alene reddet deres egne arbejdspladser, men også en afgørende del af Danmarks infrastruktur og et stykke skandinavisk erhvervshistorie. Det havde været en katastrofe for både København og Danmark, hvis flyselskab var faldet sammen efter års dårlig ledelse med skiftende strategier.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
