Hegn og mur

Lyt til artiklen

SELVFØLGELIG er Israels ret til at beskytte sine borgere og dets adgang til at splitte besat palæstinensisk jord med mure og hegn ikke det samme. Enhver israelsk regering har ret og pligt til at beskytte sine borgere, også rent fysisk med en sikkerhedsbarriere. Men ingen israelsk regering har ret til at lade hegn eller mure skære gennem palæstinensernes landsbyer og jorder. Det behøver man ikke en udtalelse fra Den Internationale Domstol for at gennemskue. Heldigvis har Israels egen højesteret også pointeret, at den omstridte linjeføring ikke nødvendigvis er den bedste garanti for israelernes sikkerhed. I BEDSTE FALD vil udtalelsen fra Haag nu få tvivlende israelere til at bede om en retmæssig linjeføring ved den egentlige (tidligere) grænse fra 1967. I værste fald vil udtalelsen bekræfte frustrerede israelere i deres opfattelse af, at omverdenen ikke vil hjælpe dem til samme tryghed eller frihed, som forsvares for palæstinensere. På den led risikerer udtalelsen på én gang at skabe mere splid end forsonlighed og at så tvivl om domstolens uafhængighed. Domstolen har faktisk bedre ting at bruge sin tid på end at udforme udtalelser for FN i sager, hvor flertallet af medlemmerne, om ikke alle, i forvejen kender deres egen holdning. DILEMMAET for israelske regeringer er, at pligten til at beskytte landets borgere kolliderer med den selvskabte virkelighed, at Israel har anbragt flere hundrede tusinde borgere som bosættere på den anden side af et ordentligt grænsehegns retmæssige linjeføring. Det kunne føre til det andet dilemma, om israelske regeringer skal vægte hensynet til egne borgere på besat jord højere end den besatte jords egne borgere. Modstillingen er falsk. Israel skulle aldrig have igangsat eller tilladt de bosættelser, som aktualiserer problemet. Tværtimod har Israel pligt til at frigøre palæstinenserne for den ødelæggende barriere og til at hente egne borgere hjem til selve Israel - medmindre det i forhandlinger med palæstinenserne kan bytte bosat palæstinensisk land med andet, hidtil israelsk land. JO LÆNGERE Israel udskyder den nødvendige opgivelse af bosættelser og besat land, jo sværere bliver det at tage beslutningen. Palæstinensiske bombemænd, der splitter israelske restauranter ad i Tel Aviv, vil ikke just fremme israelsk tillid til, at en tilbagetrækning til den gamle grænse vitterligt vil give fred. Men chancerne for fred ligger ved den gamle grænse, ikke i besættelse, opsplitning og forbitring af palæstinensisk hverdag. Hegn og mur bør flyttes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her