Det udløste et lettelsens suk, da forsvarsminister Nick Hækkerup i går præsenterede en ny realisme i Danmarks aktive forsvars- og sikkerhedspolitik. Den krigeriske selvovervurdering og de flove klicheer om at gøre op med småstatssyndromet er erstattet af en saglig vurdering af Danmarks interesser og muligheder. Udgangspunktet er det selvfølgelige og uomgængelige: alliancepolitikken og den solidaritet, den fordrer. For en småstat som Danmark er sammenholdet med ligesindede lande af afgørende betydning. Der er kun meget lidt, vi på det sikkerhedsmæssige område kan udrette alene. LÆS OGSÅHækkerup: Vi skal vænne os til at være et lille land Derfor må vi i prioriteringer og beslutninger lægge afgørende vægt på vore allieredes interesser og synspunkter. Ikke at vi skal forveksle dem med vore egne. Men det er vitalt for os at fremstå som en allieret, vore allierede kan stole på.
Aktivismen vil også fremover være et bærende element i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Det har den været siden Anden Verdenskrig og af gode grunde, som også forsvarsministeren opregner. Støtten til den internationale retsorden er vigtig for et lille land. Vi har også egne interesser at varetage, ikke mindst i forhold til nærområdet forstået som Arktis. Endelig kan der være tilfælde, hvor vi må støtte vore allieredes indsatser i forhold til ikke mindst bekæmpelsen af terror i regioner, der grænser op til Europa. Mali er det seneste eksempel. Regeringen lægger med rette afgørende vægt på, at sådanne indsatser må have legitimitet, både i kraft af bred politisk opbakning og med nødvendige mandater, typisk fra FN. Ministeren understregede, at de militære bidrag ikke kan stå alene. Der må også civile indsatser til. LÆS OGSÅSøvndal: Der er tro på fremtiden i Mali Her skræmmer sporene, senest fra Afghanistan, hvor det aldrig er lykkedes at iværksætte en troværdig civil indsats i de områder, hvor Danmark har været mest engageret med kampstyrker. Sikkerheden tillader det ganske enkelt ikke. Her trænges også til en ny realisme. Med Hækkerups melding tager vi endnu et vigtigt skridt på vejen tilbage til en sikkerhedspolitik, der hviler mere på realisme end på ideologi. Det vil styrke forsvaret - og Danmarks sikkerhed.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

