DET VIRKER umiddelbart som den omvendte verden, når den muslimske danske rapper Zaki Youssef, som har dansk mor og ægyptisk far, nu har fået forkastet sit bidrag, sangen 'Tragisk', til en ny støtte-cd for Christiania, fordi sangen angiveligt skulle være for racistisk mod danskere og for aggressiv i tonen. I dagens avis bringer vi Zakis omstridte tekst i sin helhed, så man ved selvsyn kan konstatere, at der er tale om et meget kritisk, overbevisende og velformuleret signalement af det danske samfund - set fra dén sidelinje, hvor Zaki og mange af hans ligesindede befinder sig. Om den gruppe ligger det lige for at bruge benævnelsen 'unge andengenerationsindvandrere', men man skal passe på, for også denne problematiske generaliserende sprogbrug får Zaki spiddet i sin knivskarpe tekst: »Avisen skrev at jeg sku integrere mig/ Kaldte mig for et ord med ti stavelser/ Mine børn bliver opgraderet fra at være perkere/ Til tredjegenerationsindvandrere«. Så præcist og kunstnerisk suverænt får Zaki ved at arbejde originalt og sikkert med det danske sprog formuleret sin fornemmelse af fremmedgjorthed i dagens Danmark. Det paradoksale ved hele sagen er naturligvis, at Zaki og hans rapsang er blevet afvist fra at optræde på netop en støtte-cd for det betrængte og politisk forfulgte Christiania. Hvor er fristaden blevet af, må man spørge. MEN OGSÅ i et større perspektiv er sagens udfald ærgerligt. Samfundspolitisk står vi en situation, hvor indvandrerpolitikken via Dansk Folkepartis dominerende indflydelse på regeringens linje er placeret helt centralt i den offentlige debat. Sjældent hører vi stemmer, der er anderledes, eller som taler fra alternative positioner. Netop dette gør Zaki. Han tilhører en ung generation, der er vokset op med rapmusik. For ham er serier af rappe og skrappe rim en helt naturlig udtryksform, når han som sit bidrag til debatten skal formulere sine egne følelser og holdninger. Der er al mulig grund til at lægge et øre til dét, han siger. Vi kommer ikke tættere på stenbroen og gadehjørnet. Men det forudsætter naturligvis, at de, der skal udgive hans musik, ikke er bange for den besværlige virkelighed.