Uanset om vi aflægger visit hos doktor Hansen i Korsbæk med ondt i ryggen eller læge Madsen i Kerteminde med maveonde, skal vi have en god og ordentlig konsultation, som hænger sammen med det øvrige sundhedsvæsen - fra sygehus til kommunal genoptræning. Det er en offentlig kerneydelse at sikre ordentlig og lige lægebehandling til alle. Det var da også sammenhæng, ensartethed og kvalitet, som regeringen havde for øje med fredagens overraskelsesindgreb i striden mellem Danske Regioner og de praktiserende læger kun få timer efter, at regionerne havde opsagt aftalen med lægerne. LÆS OGSÅMinister tvivler på lægers trusler om patientbetaling Sundhedsminister Astrid Krag (SF) præsenterede en slags hit-and-run-løsning: På den ene side et lovindgreb, som vender op og ned på det ligeværdige samarbejdssystem, der er imellem regionerne og de alment praktiserende læger, og på den anden side en forlængelse af den nuværende aftale, så ændringerne ikke træder i kraft før om godt et år og pengeslagsmålet skydes til videre forhandling.
Efter at have sundet sig svarede lægerne igen i går ved at true med stoppe samarbejdet, hvis ikke indgrebet bliver ændret inden 1. september. Det kan betyde, at patienterne selv skal lægge ud for lægebesøgene. Konflikten kan ikke koges ned til åbningstider og lægehuse i yderområderne. Regeringen siger, den vil »styrke og bevare« almen praksis, men stritter samtidig lægerne ud af det udvalg, der hidtil har lagt rammerne for deres arbejde, og som de før deltog i på lige vilkår. Nu reduceres de til rådgivere for kommuner og regioner. Regionerne har ansvaret og betaler regningen med skatteydernes penge og bør derfor kunne stille krav om f.eks. tilgængelighed, dataudtræk og kvalitetskontrol uden at få et veto i hovedet. LÆS OGSÅPatienter risikerer at skulle betale hos lægen fra 1. september Men læger er selvstændige erhvervsdrivende med egen praksis, som er ansat til at yde den lægehjælp, der aftales med regionerne. De bærer selv en stor del af ansvaret og har til gengæld haft stor frihed og indflydelse på rammerne. Den tradition for samarbejde og medindflydelse viser regeringsindgrebet ikke stor respekt for. Regeringen burde derfor overveje, om lægerne kan få en anden rolle i udvalget sammen med regioner og kommuner - f.eks. uden vetoret eller med en anden form for indskrænket indflydelse. En total udsmidning ligner lidt for meget et bagholdsindgreb fra en centraladministration, der har styring på hjernen.
