Sjældent har et enkelt stykke europæisk samarbejde været så indlysende for dansk økonomi og beskæftigelse som aftalen om fælles patentregler og en fælles patentdomstol. Alligevel vil et sært broderskab af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance misbruge dette oplagte fremskridt for danske arbejdspladser til at skamride partiernes idiosynkrasier om EU-samarbejde. Resultatet vil blive en ny EU-folkeafstemning. Om patentregler! LÆS OGSÅThorning håber på politisk flertal for patentdomstol Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti hævder sig ellers optaget af at skaffe danske arbejdspladser. Og ’Liberal Alliance’ skulle angiveligt være tilhænger af - uden tøven og politisk bureaukrati - at sikre smidige regler til gavn for både erhverv og beskæftigelse, altså vækst. Men uha, klynker Enhedslisten, Dansk Folkeparti og LA - de nye patentregler vil flytte en stump suverænitet fra Danmark til fællesskabet i EU.
Uha, da, da. Det har de givet ret i. Men det er unægtelig ganske velbegrundet. Hidtil har danske virksomheder, især de mindre, været belastet af, at de skal søge patenter i hvert enkelt EU-land - en traurig og bekostelig affære. Efter forslaget, som Helle Thorning forhandlede i land under det danske formandskab, kan virksomheder fremover nøjes med at søge patent ét sted i EU frem for at skulle søge særskilte patenter i hver eneste europæisk stat. Et fremskridt? Åh, jo. Oplagt for en folkeafstemning? Åh, nej. LÆS OGSÅEkspert: Folkeafstemning om patentdomstol er en dårlig idé Og det ny patentbroderskab bliver ikke mindre løjerligt af, at Enhedslisten og DF vil anbefale et nej, mens Liberal Alliance vil anbefale et ja. Alligevel vil disse liberale hellere trække os alle sammen gennem en dyr og tidskrævende folkeafstemning, angiveligt for at give os ny indflydelse på EU - som om hver eneste vælger ved hvert eneste valg i fire årtier ikke har kunnet stemme efter kandidaters og partiers EU-kurs. Vel, grundloven kræver folkeafstemning, når der ikke i Folketinget kan samles et flertal på fem sjettedele for en suverænitetsafgivelse, om den så er nok så teknisk. Fint nok. Grundloven virker. Men politikerne fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance skylder i den grad en god forklaring på, at de vil bruge deres og vælgernes tid på en folkeafstemning om et forslag, som lever op til deres angivelige prioritering af jobskabelse, og som burde samle tinget fra venstre til højre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

