CIA-fly

Lyt til artiklen

HVAD HAR USA egentlig gang i? Ikke så lidt tyder på, at amerikanske myndigheder flytter terrormistænkte fanger rundt på kloden i hemmelige CIA-fly. Fangerne skal være flyttet til og fra hemmelige fængsler, hvor de kan udsættes for en tortur, der ville være forbudt i USA. Og selv USA's allierede i Irak og supermagtens partnere i Afghanistan kan ikke få besked om, hvad der foregår, når anonyme fly med anonyme passagerer er mellemlandet i for eksempel Danmark. Umiddelbart minder affæren om den politiske tumult, som omgærdede spørgsmålet om atombevæbnede amerikanske fartøjers besøg i danske havne under den kolde krig. Venstrefløjen var imod besøgene; højrefløjen ikke. Men dengang kunne begge parter siges at have et legitimt argument, både i modviljen mod atomvåben på dansk jord og i påpegningen af, at Danmark ellers nød godt af et atomforsvar. I spørgsmålet om tortur er der intet modstående hensyn. Tortur er forbudt. Det forpligter både USA og Danmark og Afghanistan og Irak og os alle sammen. I betragtning af at den amerikanske og den danske regering - med hver sin vægt - også er deltagere i en væbnet konflikt i Irak med det angivelige ærinde at fremme demokrati og retssikkerhed, er den blotte mistanke om tortur yderligere alarmerende.IKKE ALENE ER det dybt kompromitterende for USA og Bushregeringens troværdighed, at vidnesbyrd om anvendelsen af tortur bliver ved at dukke op i Afghanistan og Irak. Det vil også være konkret vanvittigt, ulovligt og forbryderisk at tillade anvendelsen af tortur, når man kæmper for etableringen af et demokratisk retssamfund. Det er svært at se noget indlysende retskaffent argument for hemmelige fangetransporter mellem hemmelige fængsler eller i øvrigt for at bringe fanger til og fra fængsler i lande, hvor de ikke hører hjemme. Hvis ærindet er at mishandle fanger uden for offentlighedens søgelys, er det groft uansvarligt. Det er i forvejen uacceptabelt, at USA ikke sætter sine fanger på Guantánamobasen i Cuba for en dommer. Den danske regering har ingen interesse i at bidrage til hemmeligholdelsen af dette usympatiske, udemokratiske projekt. Regeringen bør ikke alene gentage over for USA, at Danmark - også i Afghanistan og Irak - er principielt og konkret imod tortur, og at vi ikke ønsker danske lufthavne anvendt til mellemlandinger for tvivlsomme fangetransporter. Og så bør regeringen ved inspektion af mellemlandende fly, også fra CIA-selskaber, sikre, at danske lufthavne ikke misbruges til formål, der strider imod dansk politik og danske interesser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her