Jaruzelski

Lyt til artiklen

MÅNEDERS politisk tumult i Polen følges nu op af en hård fortidskonflikt udløst af en bebudet retssag imod den sidste kommunistleder, Wojciech Jaruzelski, for undtagelsestilstanden i 1981. Jaruzelski har altid hævdet, at han måtte forbyde det nydannede, antikommunistiske fagforbund Solidaritet for at frelse Polen fra en sovjetisk invasion. Polen har aldrig gennemført et retsopgør om kommunismens forbrydelser. Det var del af et kompromis mellem Solidaritet og Kommunistpartiet otte år efter, at kommunismens magtmonopol skulle afvikles uden repressalier. Det førte til de første delvis frie valg i det kommunistiske Europa i juni 1989 og til efterfølgende fredelige magtskift i de andre sovjetiske satellitstater. Rumænien blev en blodig undtagelse, hvor den faldne leder Nicolae Ceausescu blev retsforfulgt og henrettet. De andre kommunistledere fik lov til at dø ustraffede, og Jaruzelski har hidtil fået lov til at leve som en fri mand i Warszawa. BØR HAN straffes nu? Ja, principielt bør retsopgør gennemføres for forbrydelser i ethvert regime og kan være afgørende for en sund fremtid. Men for mange polakker er tiden forpasset, og de er delt i spørgsmålet om Jaruzelskis skyld. Det centrale spørgsmål i sagen er, om der reelt var fare for en sovjetisk invasion, eller om det polske kommunistiske regime blot brugte en fiktiv trussel til at slå ned på Solidaritet. En retssag kan være ønskelig for at kaste lys over den historie, men det store problem for Polen er, at det er magtpolitik og ikke behov for retfærdighed, der rejser sagen nu. Den nye præsident, Lech Kaczynski, hvis parti sidder på regeringsmagten, var ligesom Solidaritetleder Lech Walesa fængslet under undtagelsestilstanden. Kaczynski afviste kompromis med kommunisterne, Walesa indgik det og blev siden præsident. Kaczynski vil have hævn, mens Walesa har forsonet sig med Jaruzelski, fordi denne endte som fødselshjælper for demokrati. For det liberale Polen vejer det nu tungest. Retsopgøret burde være gennemført for længe siden, men det gavner næppe Polen at gennemføre det som konsekvens af højrepopulismens valgsejr i efteråret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her