Går verden mod det bedre? Tja, en vis grad af fremtidsoptimisme er en væsentlig bevæggrund for overhovedet at agere i verden. Man må tro på, at det nytter noget. Og flere erfaringer underbygger fremskridtstroen. Selvfølgelig er svaret evident, når vi stiller spørgsmålet til den tekniske udvikling. Transport- og kommunikationsmidler er f.eks. blevet mere effektive gennem tiden. Så hvis man tager kroppens og informationens hastighed igennem verden som en målestok, er udviklingen objektivt til det bedre. I sin doktorafhandling 'Landskabet som verdensbillede' peger Jacob Wamberg på, at også kulturen set fra et vist niveau går i en retningsbestemt udvikling. Den vestlige billedkunst har gennem 30.000 år simpelthen udviklet det subjektive synspunkt til perfektion. Ligesom hvert menneske fra spædbarn og frem til puberteten udvikler sin bemestring af rummet, har landskabsbilledet opnået stadig større dybdeskarphed igennem historien. Kunsten er blevet bedre til at skildre rummet. Men det er slet ikke det samme, som at kunsten som sådan er blevet bedre - eller blot er blevet bedre til at skildre sin tids eksistensbetingelser. Det er ikke usandsynligt, at 1800-tallets realistiske og dybdeskarpe naturmalere var dygtigere til at skildre naturnydelsen på deres tid, end hulemalerne var til at aftegne jægerstenaldermandens drabelige naturafhængighed. Man kan jo antage, at selve professionaliseringen af kunstnerfaget og den opsamlede viden om andre kunstnere gjorde dem i stand til at udtrykke deres livsbetingelser bedre. På den måde kan man måske antage, at historien er gået fremad også på dette punkt. Men det er svært at finde den målestok uden for historien, hvor man kan sammenligne denne afspejlingsevne. Wamberg benytter sig af det darwinistiske begreb evolution i betydningen tilpasning til det bedre og ikke blot, som Darwin gjorde, som en tilpasning til de givne omstændigheder. Forskellen er, at Wamberg introducerer en kvalitativ vurdering, en udviklingsoptimisme, der ikke lå hos Darwin. Der er ikke nogen nemme svar på de spørgsmål, Wamberg genrejser. Men i et humanistisk miljø, hvor udgangspunktet for forskningen i vid udstrækning enten er enkeltstående eller negativt, er det værdifuldt igen at se historien i et widescreen-perspektiv. For som Wambergs afhandling antyder: Historiens store perspektiver sniger sig altid med som en landskabelig baggrund i selv de mindste detaljestudier.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
