Verdens ledere er altid gavmilde ved festlige lejligheder.
Under FN-topmødet i New York lover præsidenter og konger endnu en gang, at de vil betale de bistandspenge, som de tidligere har lovet. Men når boblerne er fuset ud af champagnen, står de kedelige kendsgerninger tilbage: I praksis lever de rigeste lande aldrig op til løfterne. Trods officiel enighed om at øge udviklingsbistanden er det kun omtrent halvdelen af de lovede beløb, der ender med at blive udbetalt. Verdenslederne er samlet for at gøre status over arbejdet med at indfri de særlige Millennium-målsætninger, som FN-landene har forpligtet hinanden på at opfylde inden 2015.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

