Den sidste olie

Lyt til artiklen

TO NYHEDER OM miljøets tilstand fjernt fra vores himmelstrøg. Først den gode. Den australske miljøminister har netop meddelt, at Australien i december vil påbegynde et omfattende oprydningsarbejde efter årtiers svineri på Antarktis. »Dets mysterium og jomfruelige skønhed« skal bevares, udtaler han. Den sårbare natur har længe været belastet af mere end 300.000 ton affald, som er efterladt af diverse internationale forskningsekspeditioner på det store hvide kontinent. Selvom det australske initiativ næppe kun er taget for miljøets skyld - landet har et territorialt krav at tage hensyn til - så er det prisværdigt. Alternativet vil være fortsat ligegyldighed over for ødelæggelserne af ødemarken. HER KOMMER den dårlige nyhed ind i billedet. I Alaska, den nordligste amerikanske stat, ligger et kæmpemæssigt naturreservat, Arctic National Wildlife Refuge (ANWR). Det er et areal på knap 8 millioner hektar med et rigt dyreliv og en overdådig natur. Men dette paradis trues nu af en slange. Ikke i bibelsk forstand, men en af den slags slanger, man bruger til at pumpe olie op fra undergrunden med. Geologiske undersøgelser har nemlig vist, at ANWR rummer det, der svarer til anslået 10 milliarder tønder råolie. Udregnet i realforbrug vil det kunne dække knap halvandet år af amerikanernes energiforbrug. Det er ikke meget, men i en tid, hvor den skrøbelige situation i det olierige Mellemøsten tvinger amerikanerne til holde bagdøren åben for andre muligheder, er det alt rigeligt ud fra en kortsigtet betragtning. Præsident George W. Bush, som har nære kontakter til den amerikanske olieindustri, vil arbejde for, at der gives tilladelse til olieboringer i Nordamerikas sidste vildmark. Det kan næppe undre, men måske burde den gudfrygtige præsident alligevel overveje at lægge vejen forbi Sydney; dér har de åbenbart forstået, at ikke alle værdier her i livet kan opgøres i kolde kontanter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her