En psykologiprofessor harcelerede i går over, at diagnosekulturen er gået amok herhjemme. Men der findes stadig tilfælde, der godt kunne trænge til en tur på briksen. For hver dag der går, bliver den danske udlændingepolitik mere usammenhængende for ikke at sige skizofren.
På den ene side mener regeringen og et politisk flertal, at der kun er europæiske løsninger på flygtningekrisen. På den anden side siger de, at vi skal stå uden for EU’s fælles asylpolitik på grund af vores retsforbehold, og fordi politikken fastlægges bedst i Danmark. Først erklærer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at vi er parat til at tage 100 flygtninge. Så afviser hans integrationsminister, Inger Støjberg, kategorisk, at Danmark bliver del af en fælles EU-fordeling. Så holder de et fælles pressemøde, fordi vi alligevel godt kan tage imod 1.000 flygtninge frivilligt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.