Med tanke på nyere partihistorie i Venstre var det for nogen måske forbavsende, at Lars Løkke Rasmussen udnævnte sin lige-ved-og-næsten-formands-udfordrer til udenrigsminister i sin regering.

Statsministeren placerede Kristian Jensen væk fra dansk politik, men antog også sin egen personlige ’udenrigsgransker’ til at lave et strategisk eftersyn af rivalens ressort: et signal om, at nok fik Jensen del i ansvaret, men Løkke havde ikke tænkt sig lade al magten og æren følge med.