Det gør hulens ondt at brække en arm. Men man ved, hvad man skal: hurtigst muligt en tur på skadestuen, hvor lægen kigger på et røntgenbillede, og sygeplejersken lægger armen i gips. Og så af sted på et par Panodiler.

Anderledes kompliceret er det, hvis man brækker over midt i livet, måske midt i morgenmaden, og bliver hjemsøgt af angst, depression eller selvmordstanker. Her kan lægen ikke bare kigge på et røntgenbillede eller tage en blodprøve og få svaret på, hvorfor patienten er gået i tusind stykker.