DET HELE LØD på enhver måde tilforladeligt, grænsende til det kedsommelige, da statsministeren i går holdt sin åbningstale til Folketinget. Som forventet stod talen i terrorens tegn, og Nyrup lovede en række nye initiativer og stramninger. Der skal strammes op over for den grænse-overskridende terrorisme, via udviklingsbistanden skal vi fortsætte kampen mod terrorens rødder, og flygtninge-arbejdet skal så vidt muligt foregå i nærområderne. Nogen-lunde som talt ud af den anden Rasmussens mund, og der var da heller ikke meget mere end rituel kritik fra oppositionen i dens umiddelbare kommentarer. Finanspolitisk gjaldt det ifølge Nyrup om at stå fast på den stramme linie, dog naturligvis sådan, at der kan ske forbedringer på velfærdsområder fra sundhedssektor til hjemmehjælp og samtidig blive råd til et bedre terrorberedskab. Nyrup kom endda med en udstrakt hånd til oppositionen i form af at ville overveje nedskæringer på råd og udvalg. Alt er med andre ord godt i det lille dronningerige i denne ellers så omtumlede tid. OG DOG, tøv en kende. Burde Nyrups tale ikke have været mere kontroversiel? Er der ikke netop nu behov for nytænkning? Kunne statsministeren, med sine egne ord, »ikke have gjort det lidt bedre«? Tag finanspolitikken. Her understregede Nyrup, at vi skal fastholde den stramme politik og fortsætte med at nedsætte gælden. Nu kan man tvivle på, at det er muligt i det nuværende økonomiske klima, hvor de faldende aktiekurser allerede har kostet tocifrede milliardbeløb, og det politiske klima kort før et valg næppe er til de store kompromiser. Men i virkeligheden er tiden vel også kommet til at overveje, om det over-hovedet er klogt. Er der virkelig - hvad meget efterhånden tyder på - risiko for en alvorlig økonomisk nedgangs-periode, må tiden være kommet til at overveje en mere ekspansiv økonomisk politik frem for blot bevidstløst at gentage den nuværende stramme linie. Nyrup taler også smukt om, at vi skal holde religion og politik adskilt. Helt enig, men var det så ikke netop nu, at man skulle give folke-kirken den forfatning, den har savnet i over 150 år - og måske endda begynde at overveje helt at udskille den fra statens beskyttende favn. STATSMINISTERENS tale viste, at terrorangrebet i USA har lagt låg på meget af uenigheden i dansk politik. Man kunne ønske, at han selv kunne have bidraget med flere reelt nye tanker frem for at lade sig nøje med et opkog af, hvad de fleste kan blive enige om. Rigtige statsmænd, som Nyrup så gerne vil være én af, tænker større.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
