MINDRE AKTIVERING, mere kvalitet. Det var mantraet, da arbejdsminister Ove Hygum (S) i går præsenterede regeringens forslag til en ændring af arbejdsmarkeds-politikken. For de mange, der på baggrund af flere års massiv kritik af meningsløse aktiveringskurser havde forventet en større reform, er der utvivlsomt tale om skuffelse. Selvfølgelig kan det bidrage til en bedre kvalitet, at de ledige nu ikke død og pine skal være i aktivering 75 procent af tiden. Og selvfølgelig kan der blive frigivet ressourcer til en bedre aktivering, hvis planerne om at overføre store dele af jobformidlingen til internettet lykkes bedre end det katastrofale Amandaprojekt. Men reelt sker der kun små justeringer. Grundprincipperne er uforandrede. Aktiveringssystemet skal fortsat være opbygget omkring en række kvantitative krav, der nøjagtigt definerer aktiveringens omfang - ikke dens kvalitet. Og arbejdsformidlingen (AF) bevarer sin helt centrale rolle. Det skal fortsat være AF, der bestemmer, hvor meget og hvordan den enkelte ledige skal aktiveres. BEVARES, der bliver lagt op til, at de ledige skal have en større grad af indflydelse på aktiveringen. Men i sidste ende er det AF, der får det afgørende ord. Med den laveste ledighed i årtier og udsigt til mangel på arbejdskraft forekommer det fattigt, at regeringen ikke har mere mod i arbejdsmarkedspolitikken. Efter de dårlige erfaringer med at tvinge ledige rundt i meningsløse aktiveringsprojekter kunne regeringen passende have dæmpet den formynderiske holdning og lytte til forslagene om at give de ledige større frihed til selv at bestemme, hvordan de vil kvalificere sig. Lad os få en ordentlig reform at gå til valg på i stedet for den lappeløsning, der nu er blevet præsenteret.