Religionskrig

Lyt til artiklen

DOMMEDAGSPROFETER har i denne tid usædvanligt gode muligheder for at præge dagsordenen. Og gør det i stor stil. På den globale scene taler nogle om, at vi efter 11. september står over for et sammenstød mellem 'civilisationer'. Andre taler om 'religionskrig' mellem kristendommen og islam. Denne retorik er også blevet trukket ind i den danske debat. Her har nogle kræfter - blandt andet Dansk Folkeparti - haft en klar interesse i at skabe en ophidset 'os' og 'dem'-debat. Mens andre - med større oprigtighed i stemmen - har beklaget, at integrationsprocessen og forholdet mellem muslimer og danskere er sat ti år tilbage i den seneste måned. MEN PASSER analyserne? Er afstanden mellem gammeldanskere og muslimer virkelig øget markant? Står vi over for den store konfrontation? Næppe. Se bare på de danske muslimer, her skal man lede meget længe for at finde 'ekstremister'. Over en bred kam bakker muslimerne op om jagten på bin Laden - nøjagtigt som hovedparten af de muslimske lande på verdensplan i øvrigt gør. Ja, man kan måske ligefrem tale om, at de moderate islamiske kræfter er rykket tættere sammen på det seneste. Heller ikke gammeldanskerne står over for et holdningsskred i retning af en polarisering. Således viser nye holdningsundersøgelser, at danskerne på ingen måde er blevet fremmedfjendske efter 11. september. SELVOM DER ER KRÆFTER, der forsøger at grave kløften mellem danskere og muslimer dybere, er det derfor slet ikke givet, at '11. september' vil forværre integrationsprocessen. Faktisk kan det gå lige modsat. Det afhænger fuldstændig af, hvem der formulerer sig og tager teten. I den aktuelle situation er det helt afgørende, at de moderate muslimer tager kraftigt afstand fra den ekstremistiske islam. Og her skal de passe på, at de ikke ryger i den grøft, hvor de siger: »Jamen, hvorfor skal jeg forsvare min religion, bare fordi der er terrorister, der misbruger den?«. Det bliver de altså nødt til, fordi deres egen tavshed ellers vil blive misbrugt. Målet må være, at der bliver skabt et nyt skel i debatten. Denne gang ikke mellem danskere og muslimer. Men derimod mellem den brede moderate midte - gammeldanskere såvel som muslimer - over for ekstremisterne, som omfatter både pianister og islamiske fundamentalister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her