Amdi afsløret

Lyt til artiklen

I DE 22 ÅR, hvor Mogens Amdi Petersen, Tvindkoncernens ubestridte leder, har været under jorden, har Tvind både for det onde og det gode igen og igen været i offentlighedens søgelys. Afhoppede lærere, vrede elever, politikere og lovgivere har gennem årene kritiseret forholdene inde bag Tvinds lukkede mure, men hver eneste gang er det lykkedes for Tvindtoppen at ride stormen af. For nærværende er både Amdi Petersen og flere andre Tvindledere sigtet for groft skatte- og mandatsvig af Holstebro Politi, men selv ikke beslaglæggelsen af skole- og indsamlingsimperiets computere har forhindret Tvindskuden i at sejle videre. NÅR TVIND trods sit mere end tvivlsomme generalieblad har kunnet fortsætte sin virksomhed, skyldes det den goodwill og respekt, som mange danskere, både almindelige mennesker og professionelle fra behandlingssystemet, alle unoder, fejltrin og ulovligheder til trods, har haft for de resultater, som hårdtarbejdende lærere og aktivister tilsyneladende har præsteret både herhjemme og i den tredje verden. Tvind har i mange kredse formået at opretholde et image som et i bund og grund idealistisk foretagende. Efter Jyllands-Postens afsløring af Amdi Petersens luksustilværelse på den private tropeø Fisher Island ud for Miami, hvor han sammen med sin kæreste, en anden af Tvinds ledere, bor i en lejlighed til 50 millioner kr., må dette gøglerbillede nu være krakeleret. Skærer man ind til benet, er Tvind i bund og grund en pengemaskine i hænderne på en enevældig hersker. Kløften mellem den retorik, som Amdi Petersen og hans allierede gennem årene har brugt både over for offentligheden, de 4-500 ansatte i Lærergruppen og myndigheder i en lang række lande, er gigantisk. Amdi Petersen, der altid har ført sig frem som progressiv idealist, har over for de trælbundne arbejdsbier i Tvind, prædiket, at »en sparsommelig livsstil er nødvendig både for vores sjæl og den fælles økonomi«. Den filosofi har lærerne, der får få hundrede kroner i lommepenge om måneden, taget til sig. Selv har Amdi Petersen hånd og halsret over ejendomme, virksomheder og jordbesiddelser rundt omkring i verden til en anslået værdi af en milliard kr. Alene hans amerikanske domicil, der betales af Tvind, koster 180.000 kr. om måneden. AFSLØRINGEN AF Amdi Petersens dobbeltliv bør ikke komme som en overraskelse. Det mest overraskende er fortsat, at så mange godtroende danskere vedblivende har nægtet at se kendsgerningerne i øjnene, selvom mønstret har været tydeligt: Ud over at være et redskab til magt er Tvind en totalitær sekt, hvis ledelse opfører sig som ledere af totalitære sekter nu engang kan tillade sig - indtil nogen siger stop.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her