To krydser

Lyt til artiklen

VIL STATSMINISTEREN mande sig op og tale fremmedfrygten midt imod? Vil oppositionslederen modsat gøre det såkaldte udlændingespørgsmål til et hovedtema - eller vil det måske ligefrem forholde sig omvendt - og hvornår bliver den officielle valgkamp i det hele taget skudt i gang? Hvad angår indholdet af den valgkamp, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen vil føre op til det snarlige folketingsvalg, har vi vore anelser - og de er bange, må vi desværre indrømme. Hvad angår valgets udskrivelse, har man lov at håbe, at det er en realitet, inden dagen er omme. I statsministerens eget parti er der på baggrund af de seneste opinionsmålinger, der er de bedste i flere år for et trængt Socialdemokrati, grønt lys for både at holde kommunalvalg og folketingsvalg 20. november. Hvis det skal ske, skal valget udskrives senest på torsdag. PÅ DENNE PLADS har vi for få måneder siden, før begivenhederne 11. september, argumenteret for, at Nyrups regering får afprøvet sit folkelige mandat snarest muligt. Det er en vurdering, vi holder fast i. Terrorhandlingerne har givet regeringen en ny dagsorden og åbenbaret Nyrup selv som en handlekraftig, nationalt samlende og respekteret leder, men det ændrer ikke ved, at landet trænger til at få overstået det valg, der har spøgt så lang tid, eller at vælgerne, der er blevet præsenteret for en del gevaldige sprækker i enigheden mellem de to regeringspartier, får de faktiske uenigheder præsenteret eller dementeret, og på det grundlag, og i valgkampen i øvrigt, får afgjort, hvem der skal lede landet de kommende år. ORDFØRERE FRA flere partier argumenterer imod at holde folketingsvalg og kommunalvalg samme dag; det skulle angiveligt skade den kommunale valgkamp. Ærlig talt: Danske vælgere er selvfølgelig lige så fint i stand til at sætte flere krydser i løbet af én valghandling, som vælgere i masser af andre lande er det. To valg på samme dag vil både øge valgdeltagelsen og tilføre den politiske debat den sidegevinst, at forbindelsen mellem landspolitik og kommunalpolitik bliver synliggjort. Det handlerum, som kommunerne har, eller ikke har, er som bekendt i vid udstrækning defineret af politikerne på Christiansborg. Vi siger ja tak til at krydse både kommunalt og nationalt 20. november.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her